For fire år siden sejlede vi til Poros for at mødes med Thijs og Sarah, som vi havde mødt på Rhône et par år tidligere.
Thijs og Sarah blev i to år. Så begav de sig hjemad mod Holland.
Og os?
Jamen, vi er skam stadig her på Poros.
Måske den lange rejse har ført os frem til et mål, vi ikke vidste vi havde. Måske vi er blevet mætte af at opleve nye og ukendte steder. Eller måske vi er her på grund af Dimitris, et tov i en betonklods og fascinationen af en græsk ø lidt syd for Athen.
Fast plads på Poros
Havnefronten er over to kilometer lang. Den strækker sig fra syd langs det smalle stræde mellem Poros og Peloponnes og videre mod vest, hvor strædet munder ud i en bred bugt.
Strædet er godt beskyttet. Det er her, Heron har en fast plads.
Heron er fortøjet på middelhavsmåden. Det vil sige med agterenden mod kajen. Fra cockpittet er vi praktisk taget en del af det afslappede liv på havnefronten. Stævnen vender ud mod strædet, hvor lystbåde passerer, og færger kommer og går. Et kraftigt tov i en betonklods et stykke ude i strædet sikrer, at Heron undgår at støde mod kajen.
Tovet og betonklodsen har Dimitris lagt ud.
At være fortøjet i stævnen med et tov fastgjort til en betonklods lyder måske som en detalje, men det gør en kæmpe forskel.
Alternativet er at sejle et stykke ud fra kajen, droppe ankeret og derefter bakke ind, mens ankerkæden fires ud i nøjagtig samme tempo. Det fungerer fint i stille vejr og med plads nok. Men med sidevind og strøm er det en helt anden sag. Så er det – hvis det da overhovedet er muligt – en mildest talt nervepirrende manøvre.
Og den er så meget nemmere med en fast line.
Man bakker ind til kajen, gør agterfortøjningen i vindsiden fast på land og giver motorkraft fremad, mens stævnen – meget kontraintuitivt – drejes væk fra vinden. Så fisker man tovet op fra vandet med en bådshage og gør det fast i stævnen.
Med en fast line i stævnen slipper vi også for det klassiske middelhavsdrama: En nyankommen båd lægger sit anker hen over vores og trækker det med op igen, når den forlader havnen, eller endnu værre: En nabobåd begynder at drive for anker og tager os med.
Gardiennage
Den faste plads er en del af en ordning, som Dimitris og hans medarbejdere tilbyder. .
Gardiennage kaldes det. Også her i Grækenland, selvom ordet jo er fransk.
Når vi tager til Danmark i de varme sommermåneder, sejler Dimitris Heron ud til en bøje i strædet. Her ligger Heron, mens han jævnligt sejler ud og kontrollerer, at alt er, som det skal være.
Når vi vender tilbage i det tidlige efterår, ligger Heron igen ved kajen.
Når sæsonen slutter, sejler han Heron over på Peloponnes-siden. Her bliver hun taget på land på familiens opbevaringsplads og gjort vinterklar.
I løbet af vinteren sørger Dimitris og hans medarbejdere for reparationer og forårsklargøring. Og Dimitris kender efterhånden Heron så godt, at han selv foreslår, når noget skal udskiftes eller repareres.
Når foråret kommer, bliver Heron sat i vandet igen og sejlet tilbage til Poros.
Når vi kommer tilbage til Poros, går vi om bord i en sejlklar båd.
Ren luksus. Og ikke kun luksus, men også meget betryggende.
Der er jo trods alt mere end 2.000 kilometer mellem os og Heron.
Scandinavian Quay
Vi er langt fra de eneste med fast plads hos Dimitris.
På kajen ligger både med ejere fra Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Schweiz, Polen, Australien og New Zealand. Og så er der skandinaverne.
Dem er vi så mange af, at vores del af kajen har fået øgenavnet Scandinavian Quay.
Nogle kommer et par gange om året og bruger Poros som udgangspunkt for ture i Den Saroniske Bugt og videre ud i det græske øhav. De giver Dimitris besked nogle dage før ankomsten, og så sørger han for, at der er en plads, når de kommer tilbage.
Andre er tilsyneladende blevet mætte af mange års sejlads.
Deres både forlader sjældent kajen og er blevet en del af gadebilledet. Ejerne kommer, bor på båden, går på café, spiser på tavernaerne og ser verden passere forbi.
Det er forståeligt.
For livet ved havnefronten er en væsentlig del af livet på Poros.
To øer – eller én?
Poros bestod oprindeligt af to øer, den store Kalavria og den lille vulkanske Sferia, hvor byen ligger. De blev med tiden forbundet, men i nyere tid gravede man en smal kanal gennem forbindelsen.
Så blev Poros igen til to øer.
Sådan da.
For over kanalen går en vej, og kanalen er så smal, at man knap nok bemærker den, når man kører over den.
I dag omtaler alle de to øer under ét som Poros. Nå ja, lige bortset fra beboerne på Kalavria, som med en vis stolthed omtaler deres ø med dens oprindelige navn.
Poros, passage, porøs
Navnet Poros kommer fra det oldgræske poros, der betyder en passage, en gennemgang, en vej igennem noget.
Det er jo netop hvad smalle stræde, hvor Heron ligger, er : en passage mellem to øer eller en Poros som oldtidens grækere sikkert kaldte det.
Romerne tog poros til sig som porus og brugte det om små åbninger, noget kunne passere igennem.
Og når noget er fuldt af gennemgange går det nemt i stykker, hvilket med nutidens sprogbrug kaldes porøst — ligesom den bløde kalksten grækerne selv byggede deres tidlige templer af, og som de kaldte poros-sten. Fuld af huller og nemmere at forme end marmor, som med tiden blev mere almindeligt.
Kalavria
Kører man væk fra byen, ændrer Poros karakter på få minutter.
Husene forsvinder. Vejen snor sig op gennem bjergene, og pludselig er man langt fra tavernaerne, færgerne og det pulserende liv på havnefronten.
Vejen går op gennem landskabet i hårnålesving, omgivet af fyrretræer, harpiks, krydderurter og vilde blomster.
På de højeste steder åbner udsigten sig over det dybblå Ægæiske Hav og man fornemmer duften fra den grønne lavning, hvor der dyrkes citrusfrugter, figner, oliven og vin.
Poseidon og Demosthenes
Højt oppe på Kalavria ligger ruinerne af Poseidons tempel.
For omkring 2.500 år siden var stedet et religiøst centrum for en alliance af bystater, der dyrkede havguden Poseidon.
Det er også her, den athenske taler Demosthenes endte sit liv. Han var flygtet fra sine fjender og søgte tilflugt ved templet. Da forfølgerne nåede frem, valgte han at tage gift frem for det, der var værre: at blive fanget af sine forfølgere.
Siden mistede templet sin betydning. Gennem århundreder blev stenene fjernet og brugt til huse, mure og andre bygninger. Mange siges nu at befinde sig i husene på øen Hydra, ikke langt fra Poros.
Derfor er der ikke meget tilbage af templet.
En englænder, vi talte med, opsummerede sit og hustruens besøg:
»Endnu en samling sten.«
Det er svært helt at modsige ham.
Men stenbunken har faktisk en særlig plads i nordisk arkæologihistorie.
I sommeren 1894 ankom to svenske arkæologer til Poros. Her gennemførte de den første svenske arkæologiske udgravning i Grækenland. Med omkring 20 lokale arbejdere gravede de i to måneder og frilagde resterne af Poseidons tempel og flere af bygningerne omkring det.
Man gravede anderledes dengang. Det gjaldt først og fremmest om at finde murene og forstå bygningernes grundplan, så svenskerne lod store dele af jorden mellem murene ligge urørt.
Det skulle vise sig at være heldigt.
Da svenske arkæologer vendte tilbage mere end hundrede år senere, kunne de med moderne metoder undersøge de lag, som deres forgængere havde ladet ligge. Nu var det ikke kun mure og bygninger, der interesserede arkæologerne, men også keramik, dyreknogler, planterester og spor efter ofringer – alt det, der kunne fortælle, hvordan mennesker faktisk havde brugt helligdommen.
Englænderen havde på sin vis ret.
Det er en samling sten.
Men det er en samling sten, som arkæologer har brugt mere end et århundrede på at forsøge at forstå.
Og står man deroppe med udsigten over havet og forestiller sig, at mennesker har stået på det samme sted for to og et halvt tusinde år siden, får stenene alligevel en anden betydning.
Poros et levende samfund
Men Poros er andet end oldtid og græsk historie. Det er også et levende, moderne samfund.
Her er skoler, butikker, læger, restauranter, håndværkere, supermarkeder, banker, caféer og alt det andet, der skal til, for at et øsamfund kan fungere året rundt.
Elektricitet kommer gennem kabler fra fastlandet, ferskvand føres over fra Peloponnes, og spildevand behandles lokalt.
Samtidig forsøger Poros at finde ud af, hvordan et lille græsk øsamfund skal se ud i fremtiden. Øen er blevet udpeget til en grøn omstilling med mere solenergi og elektrificering af transporten.
Men den største forandring er måske en helt anden.
En ø i forandring
Som mange andre steder i Grækenland bliver der færre fastboende.
De unge rejser til Athen for at studere og arbejde, fødselstallet er lavt, og små øsamfund har svært ved at fastholde deres befolkning.
Det gælder også Poros.
Men billedet er ikke helt så enkelt.
For samtidig har Poros en tiltrækningskraft, som mange andre små samfund mangler. Athenere køber sommerboliger her. Det samme gør udlændinge. Husene bliver renoveret, priserne stiger, og om sommeren fyldes øen igen med mennesker.
Om vinteren er her stille.
Om sommeren er der øjeblikke, hvor der næsten er for mange.
Og forår og efterår?
Klimaet er perfekt, og der er masser af liv. Det er på den tid, vi er her.
Men hvor længe bliver vi?
Det ved vi ikke.
Måske kommer der en dag, hvor vi bliver trætte af at rejse frem og tilbage mellem Danmark og Grækenland. Måske bliver vi indhentet af årstallet på fødselsattesten. Eller måske vågner rejselysten igen, og vi beslutter os for at sejle videre.
Men ikke endnu.
Lige nu sejler vi ud mellem øerne, når vi har lyst. Bliver liggende, når vi ikke har.
Når solen om morgenen rammer toppen af bjerget og langsomt blotter bjergsiden og om aftenen synker ned bag bjerget på Methana – Ja så er vi egentlig temmelig tilfredse med at være, hvor vi er.