Når jeg bli´r gammel

Efter 8 timers sejlads anduvede vi Tunø. Det var sidst på eftermiddagen. Der lå mange både i havnen. Så mange at der ikke var nogen ledige pladser. Vi prajede en, der lå langskibs ved en af molerne og fik lov til at lægge os udenpå. 

Der kom stadig flere både ind. Endnu havde ingen set, at der (med lidt godt vilje) kunne ligge en båd uden på os . 

Over middag anløb en båd med et ægtepar ombord.

Konen på fordækket spejdede rundt i bassinet og spottede hurtigt den ledige plads uden på os. Uden et ord dirigerede hun med en armbevægelse manden, der stod ved roret, over mod den ledige plads.

Da de var inden for taleafstand, spurgte konen, om de måtte lægge sig uden på os. 

Det svarede vi selvfølgelig ja til og hjalp dem med fortøjningerne. Da båden var fortøjet, faldt vi i snak.

Konen fortalte, at de i lighed med de sidste 5 år havde ligget på Anholt i 14 dage. Også i de tre dage med hård kuling fra vest. Tidligt i morges var de sejlet derfra. De havde sejlet for sejl til Grenå i gammel sø og havde haft pænt med vind. Da vinden var løjet, havde de startet motoren og frosset med anstand i de næste par mange timer.

»60sømil« fortalte hun »er sørme´ langt på een dag. Vi skal videre kl. 6.00 i morgen, så vi tørner tidligt ind«

»Men nu vil vi nu ned om læ og spise maden vi har med fra Dellen. Vi ta´r os også en snaps« sagde hun og tilføjede »for det må man godt, når man som os er

…83 år«