Service af motoren
I de sidste par år har jeg selv lavet service på motoren. Det har ikke givet problemer. Motoren har kørt perfekt siden. Men mon ikke det var en god ide at få en mekaniker til at efterse motoren, inden vi begav os ud på den lange tur?
Det viste sig at være god idé – under arbejdet dukkede mekanikeren op i cockpittet med to drivremme, der sang på sidste vers. Det havde jeg ikke set. Remmene ville inden for kort tid have sat motoren ud af funktion sandsynligvis på et kristisk tidspunkt. Og i værste fald kunne den være brændt sammen.
Efter at have betalt en efterhånden ganske velvoksen regning hos Boeb sagde vi farvel til de venlige mennesker på værftet og sejlede over til en tankstation på den modsatte bred.
Her stod en mand parat til at hjælpe med fortøjning og påfyldning af diesel – nærmest som når tankpasseren fyldte benzin på bilen, da man var barn.
Så starter vi kanalsejlads
Og så tog vi hul på kanalsejladsen.
Floden Trave, der fører ind til Lübeck, er bred og dyb.
Der er masser af vand uden for den markerede sejlrende. For en sikkerheds skyld holdt vi os i sejlrenden. Det resulterede i, at vi fik øjenkontakt med rorgængeren på en pænt stor fragtbåd, der overhalede os med få meters afstand.
Landskabet omkring os var afvekslende. Solbeskinnede skove skrænter, bugte med sandstrande, fine ankerpladser, idylliske små fiskerhuse og lidt industri passerede langsomt forbi os
Vi sejlede de 27km helt ind til byen og lagde os i Hanse Marina.(På kanalerne måles afstanden ikke i sømil, men i kilometer)
Lübeck en spændende by
Lübeck er en spændende by.
Den blev grundlagt i 1143 og var en bystat indtil 1937, hvor den blev indlemmet i det 3. rige. Vist nok fordi Hitler var irriteret over, at byens senat havde nægtet ham tilladelse til at afholde en tale i 1932.
Byen har en befolkning på lidt over 200.000 indbyggere.
Stockholm skulle efter sigende været bygget med Lübeck som forbillede. Man mærker også tydeligt byens indflydelse på arkitekturen i København.
Det var blevet rigtig varmt og da vi havde hvilet lidt gik vi op i byen, fandt gågaden, slentrede ned ad den, så på butikker, gadegøglere, musikere og malere.
Verdensberømt marcipan
Vi nåede hen til Niederegger, der laver den verdensberømte marcipan og ejes og drives af 6. generation af familien.
Vi handlede i butikken og aftalte at besøge deres hyggelige fortovs cafe næste dag
Uhelbredelig syg
Først på aftenen var vi tilbage på Heron, spiste middag, talte meget om Dorte, der er ramt af svær uhelbredelig sygdom og sendte de varmeste tanker til hende, Morten og deres familie.
PS
læs om min start som mekaniker her
Teknisk snilde er at kunne åbne en dåse makrel i tomat, uden at skære sig eller blive oversprøjtet med tomat 🙂
Hej Carl og Pia
Har lige læst om jeres udfordringer ved start og at i nu er er på rette kurs. Sejt!
Det med mekanikken. Godt at i også her vælger ekspertise tjek :-). God vind – eller rettere motorkraft på den videre rejse.
Det var jo godt i nu kan starte turen med nye remme på motoren. Jeg undrede mig et øjeblik over at der er to remme – men det er noget med at Yanmar har en remtrukket kølevandspumpe og det er jo en uhyre vigtig størrelse om bord når man nu har sendt mast og rig i forvejen. Så fortsat god tur – og hold øje med drivtømmer og lignende der kan komme på tværs. Thue
Dejligt at høre, at alt nu er i skønneste orden, og I for alvor har taget fat på flod- og kanalsejlasen. Det bliver spændende at følge, ikke mindst fordi I jo kommer midt gennem byerne. Men måske kan der også på kanalerne opstå trafikpropper og køsejlads? Vi venter med spænding på næste epistel.