Må man sejle uden et duelighedsbevis
«Må I godt sejle Heron uden en tilladelse?» Det har flere spurgt os om. Svaret er ja. I Danmark behøver man nemlig ingen former for tilladelse til at sejle en sejlbåd.
Nå ja altså kun hvis båden er kortere end 15 meter. Er den længere, skal man have en uddanelse som yachtskipper. Lignende regler gælder i de fleste andre lande i Europa. Men ikke på floderne og kanalerne. Vil man sejle på dem, skal man have et kanalbevis ligemeget, hvor lang båden er. Nå ja kun, hvis man ejer båden. Lejer man den, behøver man underligt nok ikke et kanalbevis.
Nødvendigt med et kanalbevis
Men da vi jo ejede Heron, og gerne ville sejle på kanaler og floder til Middelhavet, var mindst en af os så altså nødt til at have et kanalbevis.
Men først et duelighedsbevis
Beviset kunne fås hos Dansk Sejlunion. Kursus og eksamen var online. Nemt, fleksibelt og prisen rimelig.
..men
man kunne kun tilmelde sig kurset, hvis man havde et duelighedsbevis. Det havde vi ikke. Så vi gik igang med at finde ud af, hvordan man får sådan et. Der var flere, der udbød kurser, og som også arrangerede den teoretiske og praktiske eksamen. Når begge var bestået, kunne man få udstedt sit duelighedsbevis hos Søfartsstyrelsen.
Et onlinetilbud
På nettet fandt vi et godt tilbud. Man meldte sig ind i en forening. Aflagde en kystsejler-og gasteprøve, hvorefter man fik adgang til kurset. Altsammen online. Når man følte sig tilstrækkelig sikker i stoffet, kunne man selv melde sig til eksamen hos en af Søfartsstyrelsens censorer.
Pris 198 kr. alt inklusive. Det var rasende billigt.
Medlem af en forening
Jeg meldte os begge ind i foreningen og gik straks igang med kystsejler- og gasteprøven. Et par timer senere havde jeg besvaret de mange spørgsmål. Jeg klikkede på send knappen. Det kvitteredes med en mail, der ønskede mig til lykke med at have bestået prøverne og sluttede med et password, så jeg kunne logge ind på kurset.
Jeg overlod computeren til Pia. Hun indtastede sine kontaktoplysninger og brugte resten af aftenen med at besvare de over 400 spørgsmål.
Men kvitteringen med den venlige mail med lykønskning og password udeblev.
Ikke noget med at snyde
Næste eftermiddag fik hun så endelig sin mail. Men hvad nu? Der stod, at hun havde snydt og derfor ikke var berettiget til kurset. Men hun kunne da få sine 198 kroner igen, hvis hun havde mistet lysten til at være med i foreningen.
Mystisk.
Der kunne kun være en forklaring. Hun var kommet til at bruge mit login.
Hun besvarede den barske mail med, at hun uforvarende var kommet til at bruge sin mands login.
«Jeg håber derfor det er muligt at anse prøverne for bestået?« sluttede hun sin mail.
Men nej. Her hjalp ingen kære mor.
Der var ikke andet at gøre end at bruge et par timer på at igen tage de to prøver. Denne gang med eget login.
Efter endnu par timer bag computeren fik så Pia endelig en mail med lykønskninger og password. Nu havde hun så endelig også adgang til kurset.
Til eksamen
Jeg kontaktede en af søfartstyrelsens censorer og aftalte en eksamensdato.
I den næste måned pløjede vi os gennem pensum og løste opgaver i søvejsregler, navigation, sejladsplanlægning, meteorologi og sikkerhed.
På eksamens dagen fik vi besøg af censor og blev eksamineret i vores teoretiske og praktiske færdigheder. Vi bestod og fik hver et bevis på at vi har tilladelse til at føre fritidsfartøjer på op til 15 meter i dansk og internationalt farvand. Den havde jo sådan set allerede, idet alle og enhver kan føre en sejlbåd på op til 15 meter i Danmark.
Nå, men det kunne jo ikke skade også at have et bevis på det. Uden duelighedsbeviset havde vi jo heller ikke kunne tilmelde os kurset i kanalsejlads og få et kanalbevis. Og uden det kunne vi ikke komme til Middelhavet.
Hvis vi altså ville sejle dertil på Europas floder og kanaler.
Tusind tak! Meget informativt. Jeg går igang.